Home

Vi hedder Susanne og Michael og er midt i halvtredserne. Efter otte børn er blevet voksne, fik vi interessen for små, glade selskabshunde og har nu haft et årligt hvalpekuld i 10 år.

Først med Tinka, den dejligste gårdhundsblanding og siden med hendes smukke datter Molly. Nu er Musse også kommet til. En herlig, lille Lhasa Apso blanding.

Vi har også Marta, som er Chinese Crested blanding. Hun blev dog sterilliseret før kønsmodning, da hun viste sig at have en genetisk øjenfejl. Vi kunne aldrig drømme om, at få hvalpe med en hund, der ikke er 100 % sund og rask, så hun er nu blot vores elskede, lille kælepotte og en dejlig tante for hvalpene.

Den stolte avlshan er vores egen Max. Den flotteste fyr, der er bomuldshund af udseende og sind, men også har Boomer i sig.

Her på vores hjemmeside kan der læses meget mere om, hvorfor vi nyder at lave skønne hvalpe og hvorfor vi især har forkærlighed for blandingshunde.

Hos os er en hvalp ikke blot en hund, der skal omsættes til penge efter 8 uger. Det handler om meget mere.

Vi skaber sunde, raske, tillidsfulde, glade og smukke hvalpe, der både er højt elskede familiemedlemmer for os – og ligeledes vil blive det i mange år fremover i deres nye hjem.

Vi har en lukket facebookgruppe for alle vores hvalpeejere og her er der ofte herlig aktivitet. Det er så dejligt for os, at følge med. Vi passer også gerne vores hvalpe sidenhen og assisterer med pelspleje, gode råd mv.

En af vores hvalpefamilier valgte sidste år, at få hvalp nr. 2 hos os og to familier mere har reserveret søskende fra Max og Mollys sidste kuld senere i år. Et større kompliment kan man vist ikke få.